Vejle Indre Mission · Nyhedsmail 11. dec. 2020

Kære venner i Vejle Indre Mission!

Fra fredag den 11. december er de skærpede corona-restriktioner udvidet til 69 kommuner og gælder nu i Region Hovedstaden (eksklusiv Bornholm), Region Sjælland, Region Midt samt Aalborg, Odense, Vejle, Fredericia og Middelfart. 

Det ændrer ikke ved de retningslinjer, som gælder for kirker og missionshuse, men som følge af myndighedernes kraftige opfordring til at reducere alle sociale aktiviteter til et minimum, anbefaler Indre Missions daglige ledelse at alle IM-fællesskaber i de berørte kommuner aflyser alle møder og fysiske aktiviteter frem til 3. januar 2021. 

Der kan dog være lokale diakonale tiltag, som af hensyn til de menneskelige omkostninger alligevel skal gennemføres. 

Et flertal i Vejle Indre Missions bestyrelse har besluttet af følge anbefalingen fra Indre Mission, så møderne frem til 3. januar 2021 er hermed aflyst. Vi synes, det er træls – men det er nok bedst.

Programmet for det kommende ½ år ligger i missionshuset, og kan downloades ovenfor. Programmet vil ikke blive fordelt til bibelgrupper denne gang, men I er meget velkommen til forsyne jer, med det antal programmer, som I har brug for.

TUSIND TAK for en anderledes adventsfest. Tak til udvalget, teknikere, forkyndelse, Gospel-kids - en tak til alle som hjalp med lotteri, kager, krea, dekorationer og middag. Tak for mange gaver. Tak for et samlet overskud på 76.484 kr. Tak til alle!

Selvom 2020 blev et specielt år med Corona, så vil vi fra bestyrelsen gerne udtrykke taknemlighed for medleven og omsorg i Vejle Indre Mission. Tak til Gud for hans rige velsignelse.

Vi vil gerne ønske jer en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår med et ord af Jesus: ”Jeg er verdens lys. Alle, der følger mig, vil ikke gå i mørket, men vil have livets lys i sig”.

En kærlig hilsen fra
Vejle Indre Missions bestyrelse

 

Bibelord fra JesusNet

    • Vejle IM
    • Vejle Missionshus
    • Olgasvej 14-18
    • 7100 Vejle